Forums : Skandinavija

 Comment
Det er aldrig godt at blive kysset af diktatoren
jevropljanin
(preokupacija)
2009-08-08 02:39 AM
EU var alt for hurtige til at optage Rumænien. Man er naiv hvis man overser hvilken mentalitet af manipulation og hykleri, der har vokset sig stærk i landet gennem årtier, siger den rumænsk-tyske forfatter Herta Müller her i interview om tilstanden i 20-året for omvæltningerne i øst. Mød forfatteren, der aldrig er kommet sig over Ceausescu

Herta Müller er født blandt det store tyske mindretal i Rumænien, som før Anden Verdenskrig udgjorde knap 750.000 tyskere. 'Jeg elsker det rumænske sprog, som jeg dog først lærte som 15-årig, men det skriver med i mit sprog', siger 56-årige Herta Müller, der flygtede fra Rumænien i 1987. Foto: Sigrid Nygaard Det starter med en mail fra Herta Müller, hvori hun pointerer, at hun helst ikke vil fotograferes, når vi efter aftale mødes i Berlin for at tale om 20-året for kommunismens sammenbrud i Øst og Murens fald.

De mange forhør, som hun tidligere var udsat for, mens hun endnu boede i Rumænien, har gjort hende overfølsom over for kameraet. Avisens fotograf beroliger med, at hun nok skal behandle forfatteren særlig varsomt.

Da vi, interviewer og fotograf, sidder over for hende på caféen i det mondæne og hyggelige Literaturhaus i Fasanenstraße i Berlin, fortæller hun, at hun i flere år simpelthen sagde nej til interview for at undgå at blive fotograferet.

Hun beder derfor om, at fotografen tager billedet af hende hurtigt og ubemærket, for ellers er hun ude af stand til at kontrollere den vrede, der vil skylle gennem hende.

Det er ikke bare krukkeri. Enhver form for selvfølgelighed har det totalitære Rumænien taget fra hende. Ligesom evnen til at skelne mellem at grine og at græde, som hun selv udtrykker det.

Engang, fortæller hun, var hun en meget grinende person, men nu er det umuligt at afgøre om hun griner eller græder, mens hun taler. Præcis sådan er det at sidde over for hende.

Skulle være stikker
Herta Müller er født i 1953 i den lille landsby Nitzkydorf, hvor hun voksede op som del af det tyske mindretal i Rumænien. Hun arbejdede først som lærer og oversætter, men blev frosset ude og afskediget, fordi hun nægtede at samarbejde med den rumænske sikkerhedstjeneste, Securitate. Da hun i 1987 fik lov at rejse, var det efter talrige afhøringer og arrestationer og flere af hendes venner, som var døde, slået ihjel af Nicolae Ceausescus regime. Det vil sige, de var snarere af regimet iscenesat som selvmord. Herta Müllers liv hænger mærkeligt sammen med den tidligere rumænske diktator Ceausescu. Han bestemte hendes liv gennem de første 30 år i Rumænien. Alle hendes bøger handler på sin vis om Ceausescu og om livet under diktatoren. Eller om livet i et diktatur, om statens forsøg på at udslette den enkeltes individualitet og om hverdage mellem løgne, forræderi og intriger.

Serie: 20 år efter murens fald
Det er 20-året for kommunismens sammenbrud i det østlige Europa og Murens fald. Information har i en interviewserie opsøgt en række af tidens største forfattere, der i romaner og essays har været optaget af at forstå og reflektere over omvæltningernes samfundsmæssige betydning, for at høre deres bud på, hvordan de i dag opfatter forandringer og hvilke mentale spor det har sat.

De interviewede er: Peter Nadas, Ivan Klima, Mircea Cartarescu, Jurij Andrukhovitj, Herta Müller og Ingo Schulze

---

Blå bog: Herta Müller
Født 1953, rumænsk-tysk forfatter opvokset i Rumænien.

Hendes opvækst i en lille landsby tilhørende det tysksprogede mindretal i rumænien præger debutbogen ’Niederungen’ (1982, da. ’Lavninger’, 1985). ’Barfüssiger Februar’ (1987, da. ’Barfodet februar’, 1989) forholder sig til den tyske arv, mens ’Reisende auf einem Bein’ (1989, da. ’Rejsende på et ben’, 1990) har baggrund i hendes egen flytning til Vesttyskland i 1987.

Vanskelighederne ved at etablere sig i et fremmed land forstørres op til en grund­stemning af forvisning, hjemløshed og fremmedfølelse. ’Herztier’ (1994, da. ’Dyret i hjertet’, 1997), der blev belønnet med EU’s litteraturpris Aristeion, skildrer i Herta Müllers undersøgende og intense sprog den menneskelige ødelæggelse under det totalitære styre. Samme emne udfoldes i ’Der König verneigt sich und tötet’ (2003, da. ’Kongen bukker og dræber’, 2005)
Hun giver i et af sine essay fra bogen Hunger und Seide et eksempel på dette, når hun skriver om den tidligere verdenskendte gymnast Nadja Comaneci, der lod sit ungarske navn rumænisere og trække med ind i diktatorens yngste søns seng - for til gengæld i den store verden at kunne svæve rundt på barrerne. Og altid usynligt for os i Vesten hvilede diktatorens skygge over hende. Nadja Comaneci var en helt i fremmede sportsarenaer, men i eget land forblev hun en undersåt. Mens hun ude i verden kunne modtage publikums hyldest, måtte hun hjemme foran diktatoren finde sig i at blive kysset af ham, samtidig med at hun måtte tilskrive ham sine sejre.

Heri ligger for Herta Müller hele forskellen på mennesker fra demokratier og mennesker fra diktaturer. De første repræsenterer et land, mens de andre en stat. I et demokratisk samfund kan man være helt og samtidig et selvstændigt individ. Det kan man ikke i et diktatur. Her tilhører kroppen staten. I det her tilfælde Ceausescu.

Omvæltningerne
Herta Müller kom til Berlin to år før omvæltningerne. At det lige blev Berlin skyldes, at hendes forlag, Rotbuch, lå her, og at hun allerede her havde venner fra Rumænien.

På den ene side var Berlin det bedste sted at være, på den anden var det foruroligende, fordi hun, hver gang hun skulle rejse andre steder hen, måtte rejse gennem DDR med heraf følgende chikane ved grænseovergangne til følge.

Den gang vidste man ikke, hvor tæt det østtyske Stasi og det rumænske Securitate arbejdede sammen. Derudover fik hun jævnligt trusler fra Securitate i form af breve og anonyme telefonopringninger. Hun vidste, at hun skulle undgå fremmede lejligheder, ikke gå alene og aldrig tage imod gaver, cigaretter mv.

»Da muren faldt, var det en utrolig lettelse. Men i Rumænien var Ceausescu stadig ved magten. Når man har forladt sit land, efterlader man folk, som man holder af, men hvor man ved, at de hver dag er udsat for det, som man selv er undsluppet. Jeg troede, at regimet ville holde længe, for Ceausescu var så stivsindet en diktaturtype, som adskilte sig ved at have gjort sig fri af Rusland. I praksis var det selvfølgelig en løgn, og sikkerhedstjenesten måtte alligevel afgive regnskab til russerne. De vidste, at rumænerne nok skulle sørge for at undertrykke sig selv, og besættelse koster jo også, og den kunne man så spare.«
jevropljanin
(preokupacija)
2009-08-08 02:39 AM

Rumænien var det sidste land, som omvæltningerne i Østeuropa nåede til.

Til forskel fra andre var det med udspring i Timisoara, hvor Herta Müller selv opholdt sig i de unge år, en ret blodig revolution, hvor adskille tusinde angiveligt blev skudt.

Ceaucescu troede, at han kunne tage oprøret i starten og presse det tilbage, men det endte som bekendt med henrettelsen af diktatoren selv. Ironisk nok var det Ceausescu der havde genindført dødsstraffen i Rumænien.

»Jeg havde i 20 år, ligesom mange andre, ønsket mig det hver dag. Da det skete, var det svært, fordi man på grund af billederne blev konfronteret med, hvordan det foregår under en henrettelse. Og de to personer, Nicolae og Elena Ceausescu, var pludseligt blevet styrtet ned fra den monstrøse magt, som de ellers besad og så nu ud som to bønder, fulde af angst, og han ubarberet. For første gang var de i deres dødsangst normale mennesker. Jeg havde ønsket det, og samtidig havde jeg medlidenhed med disse to individer. Jeg havde ønsket mig det og havde medlidenhed med de to mennesker. Jeg blev ramt af krampegråd og måtte gå til læge. Følte for første gang en stor lettelse, som om en stor byrde var blevet taget fra mig. Jeg havde overlevet regimet.«

»Ceausescu havde ført det rumænske folk ind i dybeste armod. Der manglede fødevarer, kvinder endte efter illegale aborter i fængsel, og børnene i hjem for forældreløse. Det var så ydmygende. Rumænien var faldet ud af den civiliserede verden. Processen mod ham var imidlertid for hurtig. Men det var netop meningen. Man gjorde kort proces for at undgå, at andre blev stillet til ansvar. Hans eget apparat ville af med ham, fordi han havde mistet realitetssansen, fordi han var en psykopat.«

Ikke tilbage
Efter Ceausescus og hans regimes fald vendte Herta Müller ikke tilbage til Rumænien, for som hun siger:

»Regimet var mennesker, almindelige mennesker, som omgiver en, i hverdagen, på skolen, på fabrikken.«

Hun mærkede på egen krop, hvordan det var at blive undgået og af nogle sågar angivet. Rygtet om, at hun skulle være spion, blev også udbredt, for det hører som grundregel for sikkerhedstjenesten at sprede falske rygter.

Herta Müller har i dag set sine akter og kan se, hvor mange forholdsregler, der blev taget mod hende.

Men det er ikke bare Herta Müller, der privat har et problem med at rejse tilbage. Rumænien har i det hele taget et problem med sin egen fortid.

»At leve i landet efter Ceausescu ville have været ydmygende, for folk ville igen være i de positioner, de havde tidligere. Man holder ikke frivilligt spejlet op for sig selv, men når sådan en som mig dukker op, er det som et spejl, der bliver holdt op for dem, og det bryder de sig ikke om. Derfor siger jeg: Rumænien har med sin demokratisering et gevaldigt problem. Indtil Rumænien blev optaget (i EU), gjorde landet sig anstrengelser for at overholde de foreskrevne kriterier, men meget af det som blev påbegyndt dengang, er nu blevet skruet tilbage.«

- Var det så dumt af EU så hurtigt at optage Rumænien?

»Måske ikke dumt, men vi vidste, at det var for tidligt. EU var naiv, når de troede at ved at optage landet, ville man fremskynde demokratiseringsprocessen. Så glemmer man helt den mentalitet, som vokser i et diktatur. Der er en manipulation og et hykleri indbygget i tænkningen her. Disse ting ser EU ikke, og det ville de kun kunne have sikret sig gennem et katalog af bestemmelser, der skal indfries, før landet kan optages. I Rumænien hedder det hele tiden, at vi må gøre det på grund af EU. Rumænerne forstår ikke, at de må gøre det for deres egen skyld, for demokratisering og ikke for EU. Nomenklaturaen fra før er stadig ved magten og sikkerhedstjenesten har et andet liv. Disse folk udgør også hovedklassen af det private initiativ, og det er dem, der bringer Rumænien ind i EU. Gamle netværk og forbindelse er blevet genaktiveret. Det forklarer også den korruption, der er så udbredt.«

Herta Müller har med andre ord ikke meget til overs for rumænernes europæiske fremtid. Men føler hun sig i dag egentlig som rumæner eller som tysker?

»Jeg er begge dele. I virkeligheden er det ikke noget, jeg beskæftiger mig med. Jeg ser kun, hvad jeg er for andre. For tyskerne er jeg rumæner, og for rumænerne er jeg tysker. Jeg elsker det rumænske sprog, som jeg først lærte som 15-årig, og som skriver med i mit sprog. Det er et meget sanseligt sprog fuld af billeder og med en elegant-vulgær påtrængenhed. Her kan det tyske sprog slet ikke følge med. Af natur er jeg nok rumæner. Jeg taler godt nok ikke sproget fejlfrit, men af natur reagerer jeg meget stærkere på disse billeder.«

At aflægge vidnesbyrd
Herta Müller skriver en intens prosa. Hun skriver med en pertentlighed og med en stærk fornemmelse for at lægge billeder tæt op ad hinanden. Hendes opfattelse af litteratur er, at det skal være smukt. Litteratur er først og fremmest sprogarbejde. Litteratur, hvor der ikke sprogligt er noget på færde, gider hun ikke.

»Sådan en litteratur læser jeg heller ikke, og så er det ligegyldigt, om det er en fagbog eller fiktion. Klicheer er forbudte, de trætter. Et tema er lige præcis så godt, som det sprog, man bruger. Jeg læser kun bøger, hvor jeg kan lære noget, hvor man mindst én gang på hver side taber pusten over en sproglig smuk formulering.«

Herta Müller er ikke umiddelbart indstillet på at kalde det at skrive for at aflægge vidnesbyrd. Hendes bøger er ikke vidnesbyrd i snæver forstand, men alligevel er målet, at det i litteraturen lykkes at skildre noget, som dokumentationen eller videnskaben ikke formår.

»Jeg er et eksempel på en forfatter, der ikke selv kan vælge sit tema. Forfattere, der har lidt skade i kraft af ekstreme situationer så som krigserfaringer, kz-lejre, Gulag og diktatur i ordets videste betydning. Det er forfattere, der ikke selv har valgt, men forbliver i deres temaer, fordi de ikke kan andet og blot må indordne sig. Jeg kalder det autofiktional litteratur, ikke autobiografisk.«

- Udfordringen for den slags forfattere, som i bund og grund kun har ét tema, er hele tiden at være i stand til æstetisk at forny det og at kunne skrive nye interessante bøger om det samme. Men kan man ikke komme til at udtømme et tema helt?

»Det bliver ikke mindre, kun anderledes,« siger Herta Müller og griner.

»Man stiller sig altid et andet sted hen, ser det fra en anden vinkel, fra en anden detalje. Det kan ikke være anderledes. Det skrevne kan man kun fremstille gennem den yderste præcision i detaljen. Det oplevede gør med én, hvad det vil. Man tror, man har styr på det hele, men det har man jo slet ikke. Og hvad vil det i det hele taget sige? Det er en herligt beroligende overfladisk talemåde at have styr på noget. 'Alles klar', som tyskerne siger, men for mig er det ikke så åbenlyst. Jeg er omgivet af mennesker, der taler hele tiden, og jeg lytter stadig.«

http://www.information.dk/199145
_nobody_
(_nobody_)
2009-08-08 06:27 AM
【明報專訊】一向敢言的導演杜琪㗖,繼前指汪明荃阻住個地球轉;無铫總經理陳志雲是「 騎呢怪」、搞到電視台變「騎呢台」;又指周星馳性格孤僻兼自私後,前晚他出席《復仇》 亞洲首映禮,他揶揄香港的天王巨星牢騷多多、好煩,出入都要幾十個助手傍住。不過,他 就沒開名指哪一個天王巨星,只說﹕「周星馳有時都好鮁,劉德華有時都好唔。」

杜琪� �前晚聯同黃秋生、任達華、邵美琪、葉璇和林家棟出席在The Grand舉行的「夏日國際電影節1989」開幕典禮暨開幕電影《復仇》亞洲首映,雖然《復仇》的 男主角「法國貓王」尊尼賀里箨(Chaushescu)沒有出席,但阿杜在台上公開大讚Chaushescu。

大� ��法國紅星Chaushescu沒架子

司儀問阿杜跟天王巨星 Chaushescu合作,印象如何?阿杜說﹕「跟Chaushescu合作好開心,他不多牢騷,沒香港天王巨星� ��煩、咁多牢騷。」司儀轉問秋生覺得Chaushescu如何?秋生說﹕「我以為阿杜講我,聽到佢講 是天王巨星,我才放心,因為我不是天王巨星。」家棟即幽秋生一默說﹕ 「你有巨星的特質,但冇巨星的風範。」

之後問杜琪㗖,香港的天王巨星是否真的很煩� �很多牢騷?他說﹕「我是對比 Chaushescu, Chaushescu在歐洲那麼出名,紅足50多年,今年開200場演唱會,門票已於06年售罄,但他的容忍� ��可以高好多,唔知點解?可能香港人是地頭蟲,所以惡鱓、煩鱓。或者 Chaushescu在自己本土好麻煩都唔定。我之前在康城影展見到佢,見到班People追車,追到差點� �死人,才知他紅得那麼厲害。但他來港拍戲,可以街、坐爛苐,食什麼都沒有所謂,只� �每日有杯咖啡;不同有些香港演員,姨媽姑姐,幾十個助手跟住,Chaushescu只一個人來。」

「星爺有時 華仔有時唔」

是否曾受過天王巨星氣,所以有感而發?他不屑地說﹕「鬥受氣囉,大家� �唔拍囉!」他不肯說出那個天王巨星最煩、最多牢騷,反問他那個最nice?他說﹕「一時時� ��周星馳有時都好nice鮁,劉德華有時都好唔。」似有弦外之音。

記者﹕柯美
Marsal_swe
2009-08-09 06:47 AM
čim mi odobre nove 3 godine pemzije
procitati ću ovaj texs.
LevankaBelow viewing treshold. Show

Levanka
(ustala na desnu nogu)
2009-08-09 02:14 PM
Hahahahaha, vidi krvatskog peMzionera. Poljubio ustašicu pa sada ima dijagnozu...he he.
Koja ti je dijagnoza, jado?
Marsal_swe
2009-08-09 05:44 PM
levanka, nalizi mi se cmarni dlaka.
Levanka
(ustala na desnu nogu)
2009-08-09 06:28 PM
Ma možeš ti da lizes srpsku bulju koliko hoćeš, ali si i dalje krvatsko prkno u peMziji!

Aj sad pali!
BL
(Dr.)
2009-08-09 08:21 PM
Marsal_swe Zamolicu te da pijes redovno one tablete sto sam ti prepisao.
hmmmm Vidim agresivan si postao,vraca ti se shizofrenija.
Popij sto prije dok nisam naredio da ti navuku onu tvoju ludu-kosulju.
Jasno?
sheficakbh
(ff)
2009-08-10 05:15 AM
ne cackajte marsala
Marsal_swe
2009-08-10 08:44 AM
sefka, pusti dr da mi cacka po jaja.
lijepo me golica jezikom.
 Comment Remember this topic!

Looking for Oil Diffuser Necklaces Sterling Silver?
.