Rumænien var det sidste land, som omvæltningerne i Østeuropa nåede til.
Til forskel fra andre var det med udspring i Timisoara, hvor Herta Müller selv opholdt sig i de unge år, en ret blodig revolution, hvor adskille tusinde angiveligt blev skudt.
Ceaucescu troede, at han kunne tage oprøret i starten og presse det tilbage, men det endte som bekendt med henrettelsen af diktatoren selv. Ironisk nok var det Ceausescu der havde genindført dødsstraffen i Rumænien.
»Jeg havde i 20 år, ligesom mange andre, ønsket mig det hver dag. Da det skete, var det svært, fordi man på grund af billederne blev konfronteret med, hvordan det foregår under en henrettelse. Og de to personer, Nicolae og Elena Ceausescu, var pludseligt blevet styrtet ned fra den monstrøse magt, som de ellers besad og så nu ud som to bønder, fulde af angst, og han ubarberet. For første gang var de i deres dødsangst normale mennesker. Jeg havde ønsket det, og samtidig havde jeg medlidenhed med disse to individer. Jeg havde ønsket mig det og havde medlidenhed med de to mennesker. Jeg blev ramt af krampegråd og måtte gå til læge. Følte for første gang en stor lettelse, som om en stor byrde var blevet taget fra mig. Jeg havde overlevet regimet.«
»Ceausescu havde ført det rumænske folk ind i dybeste armod. Der manglede fødevarer, kvinder endte efter illegale aborter i fængsel, og børnene i hjem for forældreløse. Det var så ydmygende. Rumænien var faldet ud af den civiliserede verden. Processen mod ham var imidlertid for hurtig. Men det var netop meningen. Man gjorde kort proces for at undgå, at andre blev stillet til ansvar. Hans eget apparat ville af med ham, fordi han havde mistet realitetssansen, fordi han var en psykopat.«
Ikke tilbage
Efter Ceausescus og hans regimes fald vendte Herta Müller ikke tilbage til Rumænien, for som hun siger:
»Regimet var mennesker, almindelige mennesker, som omgiver en, i hverdagen, på skolen, på fabrikken.«
Hun mærkede på egen krop, hvordan det var at blive undgået og af nogle sågar angivet. Rygtet om, at hun skulle være spion, blev også udbredt, for det hører som grundregel for sikkerhedstjenesten at sprede falske rygter.
Herta Müller har i dag set sine akter og kan se, hvor mange forholdsregler, der blev taget mod hende.
Men det er ikke bare Herta Müller, der privat har et problem med at rejse tilbage. Rumænien har i det hele taget et problem med sin egen fortid.
»At leve i landet efter Ceausescu ville have været ydmygende, for folk ville igen være i de positioner, de havde tidligere. Man holder ikke frivilligt spejlet op for sig selv, men når sådan en som mig dukker op, er det som et spejl, der bliver holdt op for dem, og det bryder de sig ikke om. Derfor siger jeg: Rumænien har med sin demokratisering et gevaldigt problem. Indtil Rumænien blev optaget (i EU), gjorde landet sig anstrengelser for at overholde de foreskrevne kriterier, men meget af det som blev påbegyndt dengang, er nu blevet skruet tilbage.«
- Var det så dumt af EU så hurtigt at optage Rumænien?
»Måske ikke dumt, men vi vidste, at det var for tidligt. EU var naiv, når de troede at ved at optage landet, ville man fremskynde demokratiseringsprocessen. Så glemmer man helt den mentalitet, som vokser i et diktatur. Der er en manipulation og et hykleri indbygget i tænkningen her. Disse ting ser EU ikke, og det ville de kun kunne have sikret sig gennem et katalog af bestemmelser, der skal indfries, før landet kan optages. I Rumænien hedder det hele tiden, at vi må gøre det på grund af EU. Rumænerne forstår ikke, at de må gøre det for deres egen skyld, for demokratisering og ikke for EU. Nomenklaturaen fra før er stadig ved magten og sikkerhedstjenesten har et andet liv. Disse folk udgør også hovedklassen af det private initiativ, og det er dem, der bringer Rumænien ind i EU. Gamle netværk og forbindelse er blevet genaktiveret. Det forklarer også den korruption, der er så udbredt.«
Herta Müller har med andre ord ikke meget til overs for rumænernes europæiske fremtid. Men føler hun sig i dag egentlig som rumæner eller som tysker?
»Jeg er begge dele. I virkeligheden er det ikke noget, jeg beskæftiger mig med. Jeg ser kun, hvad jeg er for andre. For tyskerne er jeg rumæner, og for rumænerne er jeg tysker. Jeg elsker det rumænske sprog, som jeg først lærte som 15-årig, og som skriver med i mit sprog. Det er et meget sanseligt sprog fuld af billeder og med en elegant-vulgær påtrængenhed. Her kan det tyske sprog slet ikke følge med. Af natur er jeg nok rumæner. Jeg taler godt nok ikke sproget fejlfrit, men af natur reagerer jeg meget stærkere på disse billeder.«
At aflægge vidnesbyrd
Herta Müller skriver en intens prosa. Hun skriver med en pertentlighed og med en stærk fornemmelse for at lægge billeder tæt op ad hinanden. Hendes opfattelse af litteratur er, at det skal være smukt. Litteratur er først og fremmest sprogarbejde. Litteratur, hvor der ikke sprogligt er noget på færde, gider hun ikke.
»Sådan en litteratur læser jeg heller ikke, og så er det ligegyldigt, om det er en fagbog eller fiktion. Klicheer er forbudte, de trætter. Et tema er lige præcis så godt, som det sprog, man bruger. Jeg læser kun bøger, hvor jeg kan lære noget, hvor man mindst én gang på hver side taber pusten over en sproglig smuk formulering.«
Herta Müller er ikke umiddelbart indstillet på at kalde det at skrive for at aflægge vidnesbyrd. Hendes bøger er ikke vidnesbyrd i snæver forstand, men alligevel er målet, at det i litteraturen lykkes at skildre noget, som dokumentationen eller videnskaben ikke formår.
»Jeg er et eksempel på en forfatter, der ikke selv kan vælge sit tema. Forfattere, der har lidt skade i kraft af ekstreme situationer så som krigserfaringer, kz-lejre, Gulag og diktatur i ordets videste betydning. Det er forfattere, der ikke selv har valgt, men forbliver i deres temaer, fordi de ikke kan andet og blot må indordne sig. Jeg kalder det autofiktional litteratur, ikke autobiografisk.«
- Udfordringen for den slags forfattere, som i bund og grund kun har ét tema, er hele tiden at være i stand til æstetisk at forny det og at kunne skrive nye interessante bøger om det samme. Men kan man ikke komme til at udtømme et tema helt?
»Det bliver ikke mindre, kun anderledes,« siger Herta Müller og griner.
»Man stiller sig altid et andet sted hen, ser det fra en anden vinkel, fra en anden detalje. Det kan ikke være anderledes. Det skrevne kan man kun fremstille gennem den yderste præcision i detaljen. Det oplevede gør med én, hvad det vil. Man tror, man har styr på det hele, men det har man jo slet ikke. Og hvad vil det i det hele taget sige? Det er en herligt beroligende overfladisk talemåde at have styr på noget. 'Alles klar', som tyskerne siger, men for mig er det ikke så åbenlyst. Jeg er omgivet af mennesker, der taler hele tiden, og jeg lytter stadig.«
http://www.information.dk/199145